Kulturarv
Dyk ned i kulturarven
Er du interesseret i vores fælles kulturarv? Så kan vi varmt anbefale vores hjemmeside Min Kultur.
Her får du et hurtigt overblik over, hvad du kan opleve af kulturhistoriske perler rundt omkring i vores kommune.
Du bliver klogere på vores mange kulturhistoriske bygninger og steder - lige fra Antvorskov Kloster og Slot til Korsør Fæstning.
Og du opdager spændende lokale fund og fortidsminder, fx Ravelgen og Kanehøj.
Vis os dine favoritter
Del også meget gerne dine egne kulturarvsfavoritter på Instagram.
Upload dine billeder med tagget
- #kulturarvslagelsekommune og @kulturarvslagelsekommune
Så deler vi videre på vores Facebook-side Min Kultur.
For 1.000 år siden stod vikingerne på Trelleborg, der er den mest spektakulære og bedst bevarede af de 5 ringborge, som er fundet i Danmark, og som er udnævnt til UNESCO Verdenskulturarv.
Vikingerne kæmpede med økser, sværd, skjolde og bue og pil, og voldsomme krigsscener udspillede sig på de jordvolde, der i dag fremtræder som en smuk cirkel i det grønne landskab.
Oplev vikingetiden tæt på
Ét af de steder, hvor du oplever vikingetiden på nærmeste hold, er på Trelleborg fra april til oktober.
Især den årlige Vikingefestival i uge 29 er en hovedattraktion og tiltrækker 10.000 besøgende og 1.100 frivillige vikinger fra hele Europa.
Oplev vikingehåndværk, handel og "Det store slag om Trelleborg" med flere hundrede vikingekrigere, der tørner sammen til festivalen. Det hele udspiller sig for øjnene af dig og det øvrige publikum.
Der er også mange aktiviteter, som du selv kan prøve/deltage i.
Bliv klogere på vikingeborgen
Få mere at vide om vikingeborgen på Trelleborgs museum.
Her giver modeller, arkæologiske fund og rekonstruktioner dig et levende indtryk af Trelleborgs historie, beboerne og borgens funktion.
Gå i vikingernes fodspor
Oplev også vikingernes liv i den rekonstruerede landsby Slagløse, som i ferierne byder på et væld af aktiviteter, opvisninger og events.
Mød museets vikinger, der fortæller om vikingernes liv i krig og fred.
Prøv kræfter med vikingernes håndværk og daglige gøremål og oplev den autentiske stemning omkring madbålet.
Bag fx et lækkert fladbrød, smed en kniv, skyd med vikingernes langbuer, støb smykker eller deltag i den drabelige krigertræning.
Eller gå på jagt efter Trelleborgs skatte, udendørs eller i museets udstilling, og find vikingekrigerens sværd, spyd eller økse.
Den bedst befæstede ringborg
Trelleborg er den bedst befæstede af de i alt 5 ringborge af trelleborgtypen: Fyrkat, Aggersborg, Nonnebakken, Borgring og Trelleborg.
Sammen med blandt andet Jelling-monumenterne, Raving Enge og Dannevirke fortæller de militære ringborge om en meget spændende og afgørende tid i dansk og europæisk historie.
Vigtig kulturarv
Trelleborg blev bygget omkring år 980 af kong Harald Blåtand og var et strategisk knudepunkt, et militært forsvarsværk og et udtryk for Harald Blåtands magtdemonstration i det, vi i dag kalder Danmark.
I dag er borgen en hjørnesten i vores fælles historiske identitet og et symbol på samlingen af det danske rige. Derfor er Trelleborg optaget på UNESCOs tentativliste over umistelig kulturarv.
Et historisk hotspot
Trelleborg er placeret i det vestsjællandske landskab omgivet af Vårby Å og Tude Å.
I dag er området et yndet rekreativt sted for naturelskere, og placeringen i midten af det hele gør området til et historisk hotspot, hvor kultur og natur går op i en højere enhed.
Vikingeborgen Trelleborg er UNESCO Verdensarv
Søndag den 17. september 2023 blev Vikingeborgen Trelleborg og landets øvrige fire ringborge - Borgring, Nonnebakken, Fyrkat og Aggersborg - optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
Få mere at vide
Se video fra UNESCO-fejring
Indhold blokeret
Dette element kan ikke vises, da du ikke har givet accept til følgende typer af cookies:
- Marketing
- Funktionelle
- Statistiske
Du kan ændre dine indstillinger ved at klikke på knappen herunder.
Jens Baggesen-prisen blev indstiftet af Korsør Byråd den 15. februar 1964 på Jens Baggesens 200 års fødselsdag.
Prisen medvirker til at fastholde interessen og forståelsen for Jens Baggesen.
Hvem kan modtage prisen?
- Forskere og forfattere, der medvirker til at udbrede kendskabet til Jens Baggesen
- Universitetsstuderende mv., der har valgt Jens Baggesen som specialeemne
- Udgivere af publikationer om Jens Baggesen
- Producenter af udstillinger og radio-, film- og videoproduktioner, der handler om Jens Baggesen
Hvad støtter vi?
Publikationer, udstillinger, radio-, film- og videoproduktioner mv., der udbreder kendskabet til Jens Baggesen og hans betydning for dansk kulturliv.
Sådan søger du
Send din ansøgning til enten mailen kultur@slagelse.dk eller adressen Kultur, Fritid og Borgerservice, Stenstuegade 3, 1. sal, 4200 Slagelse senest den 1. december.
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget afgør herefter, om du får tilskud.