Idræts- og Fritidspuljen
Gennem vores Idræts- og Fritidspulje kan du få tilskud til aktiviteter, arrangementer, renoveringer, mindre anlæg og meget mere.
Puljen støtter projekter inden for både traditionel foreningsaktivitet, aktiviteter for borgere med handicap, selvorganiseret idræt og gadeidræt.
Hvem giver vi tilskud til?
- Foreninger, herunder handicapforeninger
- Aktive fællesskaber
- Idrætshaller
- Lokalt forankrede frivillige organisationer
- Enkeltpersoner
- Lokalråd
Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget og Fritidsafdelingen kan også tage initiativ til projekter, der er i tråd med retningslinjerne for puljen og til gavn for vores fritids- og idrætsliv.
Hvad giver vi tilskud til?
- Nye tiltag/aktiviteter, der ikke er folkeoplysende
- Nye faciliteter
- Renovering af eksisterende faciliteter
- Mesterskaber og andre enkeltstående arrangementer, der ikke er folkeoplysende
- Aktiviteter/tiltag, der understøtter dit arrangement, fx markedsføring af arrangementet, leje af nødvendigt udstyr (toiletvogne mv.) og opfyldelse af krav til sikkerhed/beredskab
Hvad har puljen støttet?
Inden for det seneste år har Idræts- og Fritidspuljen bl.a. givet tilskud til:
- Ny boulderfacilitet i Skælskør Hallen
- Udskiftning af scoreboard
- Indkøb af Coastal 2er uden styrmand
- Aflønning af Trafikofficials og Racemarshalls til Demin, Uno-X og Ladies Cup
- Danseevent med Thomas Evers Poulsen
Hvad giver vi ikke tilskud til?
- Større anlæg og bygninger (fx en ny hal, spejderhytte eller kunstgræsbane eller et nyt klubhus eller lysanlæg)
- Tøj
- Udstyr (søg i stedet vores Udviklingspulje)
- Kommercielle formål
- Kompetencegivende formål, der er erhvervsmæssigt karrierefremmende
- Arrangementer, hvor overskuddet går til velgørende formål
- Lukkede arrangementer (arrangementer uden offentlig adgang)
- Aktiviteter, der kun er for enkeltpersoner
- Arrangementer uden for vores kommunes grænser
- Projekter/aktiviteter, der allerede er afsluttet
- Mad og drikke (gælder både deltagere og frivillige)
- Kontorhold
- Ophold, rejser og deltagelse i mesterskaber, træningslejre osv.
- Præmier, pokaler, medaljer og gaver
Særligt om honorar
Du får ikke tilskud til honorar, medmindre vi vurderer, at honoraret er en væsentlig forudsætning for, at din aktivitet kan finde sted. Det kan fx være honorar til oplægsholder, facilitator og brandrådgiver.
Vi giver dog ikke tilskud til løn/honorar til frivillige.
Særligt for selvejende haller
Selvejende haller, der modtager driftstilskud fra Slagelse Kommune, kan ikke få tilskud til udgifter, som de i forvejen får tilskud til/dækket via modellen for driftstilskud, fx vedligehold og renovering af faciliteter.
De selvejende haller har dog mulighed for at søge/få tilskud til fx iværksættelse af nye aktiviteter i hallen.
Hvordan søger du?
Indsend din ansøgning via selvbetjeningsboksen her på siden.
Hvornår søger du?
Du kan søge løbende, men indsend din ansøgning senest 8 uger før, aktiviteten, arrangementet eller projektet finder sted/bliver sat i gang.
Vedlæg følgende til din ansøgning
- Tidsplan for projektet/aktiviteten
- Budget for projektet/aktiviteten
- Din forening/organisations seneste årsregnskab (medmindre I er en ny forening/aktivitet)
- Evt. indhentede tilbud af relevans for projektet
Hvornår får du svar?
Hvis du søger om 50.000 kr. eller derunder, behandler Fritidsafdelingen din ansøgning. Du får svar i løbet af ca. 1 måned.
Hvis du søger om over 50.000 kr., behandler Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget din ansøgning på et udvalgsmøde. Her får du svar i løbet af 2-3 måneder.
Hvordan prioriterer vi ansøgninger
Når vi behandler din ansøgning, tager vi udgangspunkt i følgende 7 bærende principper:
- Børn og unge
- Faktuel viden/forskning
- Idrætspolitik
- Inddragelse af borgere
- Medfinansiering
- Nytænkning
- Omfang
Husk CVR-nummer og NemKonto
Din forening, organisation mv. skal have et CVR-nummer og en NemKonto, før vi kan udbetale tilskud til jer. I særlige tilfælde kan vi udbetale til CPR-nummer.
Krav til markedsføring af arrangementer og aktiviteter
Hvis du modtager tilskud fra puljen til et arrangement eller en aktivitet, skal du:
- Oprette arrangementet/aktiviteten i arrangementskalenderen Kultunaut.
- Oprette en Facebook-begivenhed og gøre Facebook-siden Hvad sker der i Slagelse til medorganisator af begivenheden.
- Synliggøre arrangementet/aktiviteten på relevante egne og eksterne kanaler, herunder på sociale medier af relevans for målgruppen/aktiviteten.
- Gerne sende en plakat/billede i størrelsen 690 x 680 pixel til os til brug for halskærme.
Dette for at andre borgere bliver opmærksomme på dit arrangement/din aktivitet og muligheden for at deltage.
Du skal derudover angive, at arrangementet/aktiviteten er blevet til gennem tilskud fra Slagelse Kommune og sætte Slagelse Kommunes logo på tryksager og andet relevant materiale.
Vi fremsender gerne Slagelse Kommunes logo til dig i det rigtige format.
Hvad skal du sende til os efter projektet?
Indsend følgende til os senest 1 måned efter aktiviteten/projektets afslutning:
- Tilskudsregnskab (de samlede indtægter og udgifter ved projektet/aktiviteten)
- Relevante bilag, fx kopi af fakturaer
- En kort evaluering af aktiviteten/projektet
- Et par billeder fra aktiviteten/projektet
Vær opmærksom på
- Du skal bruge tilskuddet til det aftalte formål, og dit projekt skal gennemføres, som det er beskrevet i din ansøgning.
- Du må derfor ikke uden forudgående tilladelse ændre på projektets formål, omfang, målgruppe, varighed mv. eller bruge tilskuddet på noget andet, end det er bevilget til.
- Hvis du ikke har brugt tilskuddet til det aftalte formål, skal du tilbagebetale tilskuddet.
- Hvis du ikke har brugt hele tilskuddet, skal du tilbagebetale det overskydende beløb.
Fra idé til virkelighed
Kontakt os gerne, hvis du er i tvivl om ansøgningsprocessen, retningslinjer eller de bærende principper, eller hvis du har en idé til en aktivitet/et projekt, som du gerne vil have sparring på.
Du finder vores kontaktinfo nederst på siden.