Færgehavnen Strand
Stranden ligger i tilknytning til Korsør Havnebad.
Badestranden ligger tilbagetrukket fra den åbne kyst inde i bunden af det gamle havnebassin. Badestranden består af en naturlig stenstrand, der er ca. 30 meter lang og 2-5 meter bred.
Molerne og det gamle færgeleje består stadig og giver dig mulighed for at dyrke vandsport og bade på dybt vand tæt på stranden. Ud til ca. 2 meters dybde er havbunden af sand og sten.
Prøv også volleyballbaner og klatrevæg fra vand til kajkant.
Du har mulighed for at låne eller leje arealet. Se nederst på siden.
Prøv at dykke her
Vandet ud for stranden er ideel til familiedykning både med snorkel og flaske. Uanset vejr og vind kan du dykke her.
Svømmer du som snorkeldykker, er der masser af småsten og ålegræs på det lave vand. Også tangnåle, næbsnoge og snipper.
Flaskedykkere kan svømme ind i havneområdet, som stikker ud med form som en gaffel med tre led. Maks. dybde er 10 m. Se fx torsk og ulk.
Stedet er også fremragende til dyk om natten, hvor du kan opleve andre fisk end om dagen, fx ålekvabbe og ål. I eftersommeren kan du være heldig at opleve morild under vandet om natten.
Følg livet på det nye kunstige rev
I oktober 2017 blev der sat et kunstigt rev på havbunden. Det står i Storebælt på ca. 6 meters dybde - 100 m fra kysten ud for Halsskov Havnebad. Det kunstige rev er en del af et 3-årigt forskningsprojekt om at genskabe stenrev i Danmark.
2-3 gange om året dykker forskere ned for at følge dyrelivet ved revet og tage prøver. Resten af året er både dykkere og snorkeldykkere velkomne til at udforske revet. Undgå at forstyrre revet. Nok se, men ikke røre!
Det kunstige rev har tilladelse til at blive liggende i 5 år.
39 sekunders video om det kunstige rev
Er noget galt på stranden?
Brug vores app Giv et praj, hvis du oplever noget på stranden, som ikke fungerer. Det kan fx være ødelagt bænke eller skilte, toilet der ikke virker eller henkastet affald.
Badevandsprofil
Hver strand har en badevandsprofil. Den beskriver badevandsområdet; både omgivelser og de sundhedsmæssige risikofaktorer og foranstaltninger, der er med til at sikre din sundhed som badegæst.