Spring til...

1200 elever skifter klasseværelset ud med naturfag i BonBon-Land

Fredag den 6. september kan 1200 elever i 8. klasse fra Slagelse, Sorø og Ringsted Kommune se frem til en lærerig naturfagsdag i BonBon-Land.

Her får eleverne mulighed for at omsætte teori fra fagene i klasselokalet til spændende praksis og læring tættere på virkeligheden. For tyngdekraften skal man ikke kun læse om - den skal kunne mærkes.

Hvordan skærper man elevernes appetit på de naturvidenskabelige fag? Det gør man f.eks. ved at gøre teorien mere virkelighedsnær og vedkommende for eleverne. Derfor arbejder eleverne i 8. klasse i Slagelse, Ringsted og Sorø Kommune lige nu med en række naturvidenskabelige opgaver som forberedelse til, når de den 6. september skal lave målinger, regnestykker og eksperimenter til en fælles naturfagsdag i BonBon-Land.

Dagens skema vil være fyldt med matematik, fysik, teknologi, biologi og idræt gennem forskellige aktiviteter, som er nøje designet af undervisere fra HTX, ZBC og naturfagslærere fra folkeskolerne i Slagelse Kommune. Undervejs får eleverne hjælp og vejledning af gymnasieelever fra HTX, ZBC i Slagelse og Ringsted, der deltager som vejledere ved de aktuelle forlystelser.

Inspirerer til fremtidige uddannelses- og karrieremuligheder

- Formålet er at give eleverne en unik mulighed for at opleve naturfagene gennem virkelige scenarier, når de bruger forlystelserne som en naturvidenskabelig legeplads. Det er en dag fyldt med læring, hvor eleverne samtidig kan opdage nye interesser og blive inspireret til fremtidige uddannelses- og karrieremuligheder inden for naturfagene, siger borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents (V).

Bringer teorien ind i den virkelig verden

- Det at bringe teorien ud af klasselokalet og ind i den virkelige verden, kan give eleverne et nyt blik på det, de til daglig beskæftiger sig med inden for skolens fire vægge. Naturfagsdagen er en fantastisk mulighed for vores 8. klasses elever for at opleve, hvordan matematik, biologi, fysik osv. kan anvendes, og måske kan dagen inspirere nogen til at dykke yderligere ned i den naturfaglige verden. Derfor er jeg glad for, at vi i år også kan sende elever af sted fra Sorø Kommune, siger Gert Jørgensen (C), borgmester i Sorø Kommune.

Gør naturvidenskab mere vedkommende og virkelighedsnært

- Naturfagsdagen i BonBon-land og samarbejdet mellem vores kommuner og de lokale uddannelsesinstitutioner er et fantastisk eksempel på, hvordan vi kan gøre endnu mere for at skabe varieret og spændende undervisning for vores elever. Jeg er overbevist om, at det her initiativ er med til at gøre naturvidenskab mere vedkommende og virkelighedsnært for de unge, siger Klaus Hansen (V), borgmester i Ringsted Kommune.

HTX-elever skaber faglige ahaoplevelser

Tyngdekraften skal man ikke kun læse om, men den skal kunne mærkes. Det bliver virkelighed for eleverne i 8. klasse, når de skal udforske de naturvidenskabelige kræfter i BonBon-Lands forlystelser.

- Når 8. klasserne møder vores HTX-elever i BonBon-Land, så får de en oplevelse af, hvordan vi på HTX arbejder med fag som biologi, kommunikation, fysik og matematik. Vores mål er at give 8. klasseeleverne en masse oplevelser, så de bliver opmærksomme på, at fagene på HTX faktisk fylder en hel del i vores hverdag. I BonBon-Land er der nemlig en masse faglige ahaoplevelser, og det er dem, som vores HTX-elever er så dygtige til at formidle ud fra deres egen faglighed. Når man forstår det, så bliver det interessant på en ny og spændende måde, fordi der er næsten en forklaring på alt, f.eks. hvorfor det kilder i maven, når vi kommer op i Svend Svingarm, Bæverrafting eller Vandrotten, siger Niels-Erik Hybholt, der er rektor på HTX på ZBC Slagelse og HTX, ZBC Ringsted.


Flere oplysninger

  • Borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents
    Tlf. 20 45 97 98
    Mail vincents@slagelse.dk


  • Borgmester i Sorø Kommune Gert Jørgensen
    Tlf. 21 46 32 29


  • Borgmester i Ringsted Kommune Klaus Hansen
    Gennem Ole Larsen, leder af Team Kommunikation
    Tlf. 91 54 16 68


  • Niels-Erik Hybholt, Rektor HTX og HHX på ZBC i Ringsted og Slagelse
    Tlf. 28 44 25 18
    Mail nehy@zbc.dk


  • Jette Bruun Eriksen, skolekonsulent i Skole og Dagtilbud
    Tlf. 29 34 68 15
    Mail jettb@slagelse.dk