Årelang indsats for inklusion belønnes med handicappris
Onsdag blev det afsløret, at det er Bilka Slagelse, som bliver hædret med årets Handicappris. Prisen får Bilka Slagelse for sin årelange indsats for at give borgere med særlige behov en mulighed for at lære et job at kende og en chance for at bevise deres værdi. Prisen blev overrakt hos Bilka i Slagelse, hvor Handicaprådet med formand Ole Andersen i spidsen, overraskede medarbejderne.
- At sikre inklusion af borgere med særlige behov kræver, at arbejdspladsen insisterer på, at det kan lykkes. At den rummelige arbejdsplads er noget man vil. Der har helt sikkert været sten, der har skulle ryddes af vejen, og meget at lære undervejs. Bilka har gået denne vej siden 2001, og det er i dag en fornøjelse, at borgere med særlige behov er værdsatte medarbejdere hos Bilka. Den indsats vil vi gerne anerkende, og det er derfor, at vi har besluttet at give Bilka Slagelse årets pris, siger formand for Handicaprådet Ole Andersen.
Gennem de sidste 20 år har Bilka gjort det muligt for borgere med særlige behov at blive lært op med støtte fra en Bilka-medarbejder og en jobcoach fra Enhed for Specialundervisning og Beskæftigelse (SuB) i Slagelse Kommune. Og hvis ”læretiden” går godt, så kommer borgeren efterfølgende til at arbejde på lige fod med det øvrige personale samtidig med, at der fortsat tages hensyn til de særlige behov, som den enkelte borger har.
Fra Varehuschef i Bilka Slagelse Mark Rosenkrantz Stæhr lyder det:
- Det er en ære at modtage denne handicappris, som anerkender vores indsats for at skabe en inkluderende og tilgængelig arbejdsplads for alle. Jeg er meget stolt af mine kolleger i varehuset, som i samarbejde med vores dygtige jobcoaches fra SuB hver dag yder en stor indsats. Samtidig er vi utrolig taknemmelige for at få lov til at arbejde sammen med de fantastiske mennesker, der spreder så meget liv og glæde omkring sig. De gør hver dag en stor forskel for Bilka, kolleger og vores kunder, siger han.
Udover æren, som følger med prisen, modtager Bilka også et diplom og en check på 10.000 kr., som kan bruges til forkæle medarbejderne.
Flere oplysninger
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
- Formand for Handicaprådet Ole Andersen
Mobil 26 20 60 32 - Varehuschef Bilka Slagelse Mark Rosenkrantz Stæhr
Mobil 23 63 63 63