Byens Møde sætter Korsørs fremtid på dagsordenen
Nu får hele Korsør mulighed for at komme med ideer og blive klogere på nogle af de udfordringer en by, som Korsør står overfor, og hvad andre byer har gjort for komme udfordringerne i møde. Det sker den 23. oktober kl. 16 – 21, hvor Slagelse Kommune inviterer til Byens Møde.
- Korsør har et kæmpe potentiale, men her er også udfordringer. På Byens Møde skal vi diskutere løsninger og nye muligheder. Det er både en mulighed for at blive inspireret, men også en mulighed for at komme med ideer. Det håber jeg, at rigtig mange korsoranere vil være med til, så vi får lavet en langsigtet plan for Korsør, som hele byen kan se sig selv i, siger borgmester Knud Vincents (V).
Hvad skal Korsør være kendt for
Byrådet har besluttet, at der skal laves en langsigtet udviklingsplan for Korsør, som bygger videre på det arbejde, der er lavet i tidligere byrådsperioder. På Byens Møde vil der blive sat fokus på forskellige temaer, som bliver vigtige i den kommende udviklingsplan.
Om eftermiddagen kan man gå rundt til forskellige stande og få en snak med eksperter og kommunens fagpersoner. Aftenens program består af to sessioner, hvor der dels er en række inspirationsoplæg efterfulgt af en paneldebat. I den første debat er det byens identitet og partnerskaber, som er på dagsordenen.
- Vi skal diskutere, hvordan vi kan skabe partnerskaber, så vi i fællesskab kan tiltrække investorer, som vil være med til at udvikle Korsør. Det skal spille sammen med byens identitet. Derfor skal vi også diskutere den, og hvordan vi kan skabe en fælles identitet, som hele byen kan føle sig hjemme i, siger Knud Vincents.
Nemmere at komme rundt uden bil
I anden runde af aftenens debat er det Korsørs beliggenhed, tæt på vand og natur, sammen med byens liv og ”forbundethed”, som er til debat.
- Korsør ligger naturskønt, og det skal vi udnytte til at tiltrække nye borgere, så spørgsmålet er, hvordan vi gør det? Vi skal også diskutere, hvordan vi kan gøre det nemmere at komme rundt i Korsør - også uden bil. I dag er Korsør en bilby, og jeg tror, at hvis vi skal have held med at tiltrække børnefamilier, så skal vi kigge på, hvordan vi gør det nemmere og tryggere at komme rundt på for eksempel cykel, siger Knud Vincents.
Det er gratis at deltage, og alle er velkomne. Der er også plads til de mindste under eftermiddagens værksted, hvor der vil være et krea-værksted for børnene. Her kan de sammen med forældrene blandt andet være med til at bygge Korsørs fremtid med LEGO Klodser. Der vil også være en let forplejning til deltagerne.
Flere oplysninger
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
- Borgmester Knud Vincents,
Tlf. : 20 45 97 98