Demokratiprojekt for børn vinder Årets Landdistriktsindsats
I sommer mødtes alle børn på Hvilebjergskolen til en kæmpe vandkamps- og legedag. Det var resultatet af projektet Børnene Bestemmer, hvor børnene på Hvilebjergskolen gennem en demokratisk proces fik til opgave at beslutte, hvordan 10.000 kr. kunne bruges, så det styrkede fællesskabet på skolen. Sammen blev de enige om at bruge dagen på en dag med vandkamp og leg. Bag initiativet stod Sørbyområdets Lokalråd, og tirsdag aften fik lokalrådet overrakt prisen Årets Landdistriktsindsats for projektet i forbindelse med afholdelsen af den årlige Landdistriktskonference.
- Vi lever i en tid, hvor vi oplever, at demokrati ikke er noget, vi kan tage for givet. Det er noget, vi alle skal arbejde med for at opretholde og bevare. Derfor er det også meget prisværdigt, at lokalrådet har sat demokrati på dagsordenen, så børnene lærer, hvad det vil sige at arbejde med demokratiske principper, siger Poul Bek-Pedersen (B), næstformand i Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget og medlem af dommerkomiteen.
I år var seks projekter indstillet til prisen af borgere, og af dem valgte dommerkomiteen at nominere tre af de indstillede. Det var udover Børnene Bestemmer, Halloween i Kirke Stillinge og bestyrelsen for Letkøb på Omø. Dommerkomiteen besluttede at tildele prisen til Sørbyområdets Lokalråd, fordi det sætter demokrati på dagsordenen i en tid, hvor demokratiet rundt om i verden er under pres.
- Børn og unge i landdistrikterne har en lidt anderledes hverdag. Der er længere mellem legekammeraterne, og det gør arrangementer med fællesskaber endnu vigtigere. Lokalrådet i Sørbyområdet har vist, at de også har fokus på børn og unge i landdistrikterne samt på at samarbejde med den lokale skole. Den måde lokalrådet har arbejdet med fællesskaberne på, kan forhåbentlig inspirere andre i Slagelse kommune, og det vil vi gerne hylde og sætte pris på, siger Anne Bjergvang (A), medlem af Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget og medlem af dommerkomiteen.
Med prisen følger en check på 10.000 kr. og en indgraveret messingplade til ophængning. Normalt får vinderne også overrakt et træ i forbindelse med afsløringen af vinderen. Men i år fik vinderne et ”træbevis” med hjem, så børnene i projektets ånd og i fællesskab kan finde ud af, hvilket slags træ de vil have stående som minde om prisen.
Flere oplysninger
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
- Næstformand for Teknik-, Plan-, og Landdistriktsudvalget Poul Bek-Pedersen
telefon 24 49 99 80 - Medlem af Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget Anne Bjergvang
telefon 50 43 51 50 - Borgerkonsulent Anne Larsen Justiniano
telefon 24 48 53 15