Erhvervsmøde i Slagelse inspirerer til ambition om erhvervsvenlighed i topklasse
Ved et velbesøgt samarbejdsmøde med erhvervslivet i Slagelse Musikhus torsdag aften blev Sønderborg Kommunes imponerende rejse mod toppen af Dansk Industris rangliste for erhvervsvenlighed præsenteret for de mere end 100 fremmødte deltagere.
Samarbejdsmødet satte også fokus på kommende års kommunale budgetter, arbejdet med styrket erhvervsservice, gode veje til frugtbare rekrutteringssamarbejder mellem kommune og erhverv samt virksomhedernes egne erfaringer med kommunalt samarbejde. Også det nye Advisory Board for Slagelse Kommunes Erhvervsstrategi også præsenteret.
Lasse Sønderup fra Sønderborg Kommune gav en tour de force i deres vej fra nr. 95, og dermed indehaverne af den absolutte sidsteplads på DI’s liste over erhvervsvenlighed blandt de danske kommuner, til i år at blive kåret som den 4. bedste kommune på selv samme liste.
- Sønderborg har opnået imponerende resultater med deres langsigtede tilgang, og det skal vi lade os inspirere af. Derfor er jeg også glad for, vi har lagt nogle spor ud i Erhvervsstrategien, hvor vi forsøger at skabe de rigtige betingelser for vækst og udvikling i erhvervslivet, siger borgmester Knud Vincents (V).
Bjarke Fynsk fra Dansk Byggeri i Sønderborg og Lasse Sønderup fra Sønderborg Kommune lagde vægt på, at succesen i Sønderborg er resultatet af politisk prioritering, styrket erhvervsservice og tætte partnerskaber mellem kommune og virksomheder. Deres model for erhvervsvenlighed har bl.a. skabt en enkel indgang til kommunens erhvervsservice og etableret en stærk kultur for dialog og samarbejde.
- Vi er på vej i samme retning, og vi har taget store skridt mod en sammenhængende og effektiv erhvervsservice med den nye erhvervsstrategi. Med Dahlsvej som fælles indgang har vi skabt en løsning, der minder om Sønderborgs succesmodel, siger Jesper Schlüter, direktør for Erhverv, Ejendomme og Teknik.
Fra Sønderborg lød det, at tillid og relationer er kernen i en stærk erhvervsvenlig kultur — et aspekt, som Slagelse også prioriterer med deres nye Advisory Board, der skal bygge bro mellem kommune, erhverv og uddannelser.
- Med det to-årige budget signalerer vi en stærk politisk prioritering af erhvervslivet og viser, at vi vil investere i de mål, vi har sat. Det giver både ro og en tydelig retning og hvis vi fællesskab kan holde fast i det, så tror jeg på at vi også kan få Slagelse op i toppen af DI’s rangliste, siger formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget Jane Dahl.
Odin Engineering og Sunset Boulevard satte fokus på hjemmebanen i Slagelse Kommune med et indblik i deres samarbejde med kommunen. Begge virksomheder arbejder målrettet på at få medarbejdere ind, som har brug for lidt ekstra hjælp til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er ikke altid nemt, når systemer og mange regler kan spænde ben både for virksomhedens muligheder for at få den ønskede arbejdskraft men også for mennesket, som har brug for at finde en vej til et job med mening og værdi for den enkelte. Noget som netop Slagelse Kommunes Virksomheds- og uddannelsesservice kan hjælpe virksomhederne med.
Alt i alt gav mødet en værdifuld og ærlig dialog mellem Slagelse Kommune og erhvervslivet, hvor de første skridt mod en mere erhvervsvenlig fremtid blev sat sammen med inspiration fra Sønderborg Kommunes succesfulde model.