Fælles indsatser løfter Ringparken og Motalavej i rigtig retning
Boligforeningen Motalavej er pga. mange års fokuserede indsatser rykket ud af parallelsamfundslisten og er nu på listen over forebyggelsesområder. Det sker bl.a. fordi flere beboere på Motalavej er kommet i arbejde eller uddannelse og kriminaliteten er mindsket.
’Resultatet af dette års lister fra Bolig- og Socialministeriet viser en positiv udvikling, men vi skal arbejde for at komme helt af disse lister. Det kræver en forsat fokuseret indsats. De to boligforeninger har her et stort ansvar, bl.a. med at få inddraget borgere, erhvervsliv, foreninger m.fl. i at udvikle boligområderne, ligesom vi som kommune skal understøtte med forebyggende indsatser og arbejde for at flere kommer i arbejde og får en uddannelse’, siger borgmester Knud Vincents, Slagelse Kommune.
Direktør for FOB, Flemming Stenhøj Andersen er optimistisk på Ringparkens vegne og udtaler:
’Vi konstaterer, at der fortsat er en meget positiv udvikling i Ringparken, som vi har set henover over de seneste 10 år. Det er en udvikling, der lever op til de forventninger, der er sat af både FOB og Slagelse Kommune. Således er andelen af beboere i beskæftigelse i denne periode steget med hele 20 procentpoint. Ja, hvis denne positive udvikling fortsætter, så er Ringparken ikke på nogen liste i 2025’.
Fra BoligKorsør, der administrerer boligerne på Motalavej stemmer direktør Morten F. Nielsen i og siger:
’Det er entydigt godt, at Motalavej er kommet af parallelsamfundslisten. Først og fremmest er det godt for beboerne, men også for områdets image. Vi er i gang med en gennemgribende renovering af ejendommene, som indebærer nedlæggelse af boliger, renovering af alle boliger samt etablering af 26 nye rækkehuse og et seniorbofællesskab. Et arbejder, der forventes færdigt inden 2030. Derudover har øget beboervejledning fået flere i job og uddannelse.
Mens renoveringen af eksisterende boliger allerede er igangsat på Motalavej, så er planen for Ringparken, at en fysisk omdannelse af området påbegyndes i 2026. Her er der særligt fokus på at åbne boligområdet op for at skabe et mere sammenhængende og inkluderende naboskab samt sikre, at det lovbestemte mål om reduktion af andelen af almene familieboliger til 40 procent i 2030 bliver nået.
De fremskudte boligsociale indsatser, der har fundet sted de seneste år i både Ringparken og på Motalavej, fortsætter også. Det er et stærkt tværfagligt samarbejde med involvering af boligforeningerne, uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og flere kommunale fagafdelinger, der har og også fremover vil sikre, at flere kommer i arbejde eller uddannelse og at børn og unge, bliver en del af foreningslivet.
’Det er vigtigt, at FOB, BoligKorsør og Slagelse Kommune, gerne sammen med andre gode kræfter, fortsætter opgaven med vedholdende at sikre gode og trygge boligområder til gavn for de borgere, der bor i boligområderne, men også for det øvrige lokalområde. Fra politisk side har et bredt flertal i byrådet, der står bag årets budgetaftale, derfor valgt at afsætte flere midler til bl.a. det boligsociale arbejde i Ringparken og på Motalavej, slutter borgmester Knud Vincents.
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
- Borgmester Knud Vincents
Tlf. 20 45 97 98 - Direktør Flemming Stenhøj Andersen, FOB,
Tlf. 28 19 65 02 - Morten Folsø Nielsen
Tlf. 30 17 03 57