Spring til...

Fjordfonden udlodder 1,5 millioner kr. til naturgenopretning af Skælskør Fjord

Med et mål om at udvikle og genoprette de danske fjorde, blev Fjordfonden i 2024 stiftet med en støtte på 50 millioner kroner fra den fynske virksomhed United Shipping & Trading Company (USTC). Nu er de første ti millioner fordelt blandt fem modtagere med projekter i hele Danmark. Og en del af pengene tilfalder et lokalt projekt ved Skælskør Fjord.

Siden Fjordfonden blev stiftet i slutningen af 2024, har 20 danske fjorde haft mulighed for at søge støtte til naturgenopretningsprojekter. De 20 danske fjorde, som kvalificerer sig til ansøgningen, er udpeget af Miljøministeriet som steder, hvor vandmiljøet skal være markant forbedret om tre år.

I dag kan de første seks projekter i fem danske fjorde se frem til at modtage samlet 10 millioner kroner. Støtten tildeles projekter, som er målrettet vidensdeling og naturgenopretning med henblik på at bringe fjordene tilbage i god økologisk stand.

”Fjordfonden er et helt nyt initiativ, men formålet og midlerne har aldrig været mere relevante. Vi oplever, at de danske fjorde og havmiljø generelt er utroligt udfordret på iltsvind og mindsket biodiversitet, og der kan projekter som de indtil videre seks, hvilke vi har valgt at støtte, gøre en mærkbar forskel for at vende den udvikling. Vi er derfor utroligt glade for den støtte på 50 millioner kroner, som vi har modtaget i stiftelse fra USTC. Selv de bedste intentioner kommer til kort, hvis der ikke er midler til at underbygge dem – de midler har vi fået her, og vi ser frem til at få mange flere projekter op at stå i de kommende år, siger Mads Leth, bestyrelsesformand for Fjordfonden.

Fjordfonden blev etableret i 2024 med en donation på 50 millioner kroner fra den maritime fynske virksomhed United Shipping & Trading Company (USTC). Fonden består i dag af en bestyrelse på tre medlemmer fra henholdsvis Dansk Industri, Gorissen Federspiel og Vandcenter Syd, som hver sikrer faglighed og god governance i uddelingen af midler. 

Skælskør Fjord støttes med 1,5 millioner
Et af projekterne, som støttes med midler fra Fjordfonden, er et marint naturgenopretningsprojekt i Skælskør Fjord. Projektet består dels af et forskningsprojekt, som skal kortlægge, hvor og hvordan man kan lave marin naturgenopretning på en omkostningseffektiv måde og dels en række fysiske tiltag, som skal laves i fjorden på baggrund af forskningsresultaterne. De 1,5 mio. kr. er øremærket til den del af projektet, som handler om at iværksætte fysiske tiltag, og derfor skal donationen blandt andet bruges til at etablere ålegræs, blåmuslingebestand og stenrev i Skælskør Fjord. Før det arbejde kan starte, skal Slagelse Kommune derfor søge yderligere fondsstøtte til selve forskningsprojektet.

”Det glæder os meget, at vi med Fjordfondens donation får muligheden for at iværksætte en række fysiske naturgenopretningstiltag i Skælskør Fjord. Nu arbejder vi videre på at sikre finansiering til forundersøgelser, kortlægning, planlægning og myndighedstilladelser, som naturligvis går forud for selve etableringen af stenrev, muslingebanker og ålegræs i fjorden. Det er vores ambition, at vi på den anden side af sommeren vil være i stand til at påbegynde de indledende forundersøgelser. Vi forventer, at projekterne vil kunne gøre en mærkbar forskel for livet i fjorden, og vi ser frem til at kunne fortælle mere om de første fremskridt i arbejdet,” siger Jørgen Grüner (F), formand for Klima- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune.

De første forandringer i Skælskør Fjord forventes at kunne ses i løbet af 2026. Udplantning af ålegræs og etablering af muslingebanker foretages i etaper, så projektet forventes først helt afsluttet i 2028.

Projekter, der gør en forskel
En afgørende faktor for udlodningen af fondsmidler til projekterne er, at der er tale om et konkret projekt, hvor der også kan dokumenteres en reel forskel for vandmiljøet. Derfor er Mads Leth også meget tilfreds med udlodningen til de første projekter, som deres individuelle forskelle til trods, alle lever op til dette krav.

”Vi har fået rigtig mange gode fondsansøgninger til projekter, og vi vil fra bestyrelsen også meget gerne opfordre endnu flere projekter, som bakker op om dette vigtige formål til at søge igen næste år,” siger Mads Leth og uddyber:

”De projekter, som vi har valgt at støtte i år, har det til fælles, at der ligger en klar handleplan og en realistisk tidshorisont for udførslen, sådan at vi kan se resultater i fjordene hurtigst muligt. Det drejer sig i langt de fleste projekter om udlægning af sten til at øge biodiversiteten eller udplantning af flora, som kan optage det kvælstof, der kvæler vandlivet, men også vandkvalitetsanalyse og vidensdeling er en del af fondsmålet.”

Fjordfonden har uddelt midler til støtte af projekter i Haderslev Fjord, Horsens Fjord, Odense Fjord, Skælskør Fjord samt Nibe Bredding ved Limfjorden. Der kan via Fjordfondens hjemmeside ansøges om støtte til projekter til næste års uddeling.

Om Fjordfonden:

Fjordfonden blev stiftet i 2024 af United Shipping & Trading Company. Fjordfonden arbejder for at udlodde midler til genopretning af danske fjorde og støtter projekter, der arbejder for at forbedre vandmiljøet i de danske fjorde. Fjordfonden prioriterer initiativer, der skaber konkrete og målbare resultater for vandmiljøet.

Der kan læses mere om Fjordfonden samt ansøges om midler til projekter via www.fjordfonden.dk

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Formand for Klima- og Miljøudvalget Jørgen Grüner, Slagelse Kommune
    Tlf.: 92 43 82 28
  • Mads Leth, bestyrelsesformand for Fjordfonden
    Tlf.: 40 80 84 40
  • Projektleder Lasse Fjeldsted, Slagelse Kommune
    Tlf.: 28 68 45 29