Fremtidig plan for Boeslunde, Skælskør og Tårnborg skole
Boeslunde Skole ønskes solgt via et åbent, offentligt udbud, mens der for Skælskør Skole og Tårnborg Skole igangsættes undersøgelser og analyser, der skal belyse mulighederne i et byudviklings- og brugerperspektiv samt i forhold til optimering af kommunale ejendomme. I den forbindelse skal der ske en afklaring af arealbehov og omfanget af evt. nødvendige ombygninger på Tårnborg Skole, hvis den fortsat skal benyttes i kommunalt regi.
Bygningerne, der har huset de tre skoler, har overordnet stået i tomdrift siden sommer, dog er der fortsat skoleinventar på alle skolerne, ligesom der er foreningsbrugere og andre kommunale funktioner i bygningerne.
Boeslunde skole sættes til salg
Boeslunde skole står i dag helt tom, hvorfor planen er at sætte bygningen til salg hurtigst muligt. Der har allerede været henvendelser på ejendommen fra en ekstern inden for undervisningsområdet.
Jf. den gældende lokalplan 49 for området, hvor Boeslunde skole ligger, kan ejendommen i dag kun anvendes til offentlige formål som skole og lignende. Måtte interesserede købere ønske at omdanne ejendommen til beboelsesformål, så skal der laves en ny lokalplan.
Skælskør Skole og Skælskør Rådhus – muligheder undersøges
Skælskør Skole er fortsat, delvis i brug, da der er elever på skolen hver tirsdag eftermiddag og torsdag formiddag. Det forventes, at disse elever er på skolen skoleåret ud.
Derudover er der en del fritidsbrugere, der benytter hallen og gymnastiksalen, mens forhuset på skolen bruges af Slagelse Musikskole og Skoletandplejen. I kælderen er der en aktiv billardklub. Ligesom en række foreninger booker skolens faglokaler og klasselokaler. Tandklinikken på skolen forventes nedlagt i 2025, når udvidelsen af klinikken i Korsør samt en ny tandklinik i Slagelse er på plads.
Ejendomsstrategiske overvejelser
På baggrund af de aktiviteter, der finder sted på Skælskør Skole i dag, iværksættes en undersøgelse for at finde ud af, om det er muligt at samle funktionerne på Skælskør Skole, på Skælskør Rådhus og Næstvedvej 15 på én matrikel. De nye muligheder vurderes både i et byudviklingsperspektiv og i forhold til optimering af kommunale ejendomme i Skælskør, hvorfra der i dag er udekørende hjemmepleje, visitation, Familiehus m.m.
Der er mange anvendelses- og kombinationsmuligheder vedrørende begge ejendomme, hvorfor planafdelingen evt. i samarbejde med en ekstern rådgiver undersøger de fremtidige byudviklingsmuligheder, inden der træffes beslutning om frasalg af hele eller dele af Skælskør Skole eller Næstvedvej 15.
Tårnborg Skole – mulig ny base for Rosenkilde Skole?
Tårnborg Skole, der er kommunalt ejet, benyttes i dag af fritidsbrugere, Naturskolen samt nogle kommunale ergoterapeuter, ligesom en privat virksomhed lejer sig ind på ad hoc basis.
Økonomiudvalget har bedt administrationen undersøge muligheden for at Rosenkilde Skole, der i dag holder til på 9 – 10 forskellige matrikler i Rosenkildekomplekset i Slagelse, evt. kan samles på Tårnborg Skole. En sådan flytning, skal planlægges og tilrettelægges med stor hensyntagen til de børn og unge, der i dag går på Rosenkilde Skole, en flytning, der vil kræve tid og inddragelse.
Inden en evt. flytning kan komme på tale skal der udarbejdes en større analyse, der bl.a. skal belyse, hvilke bygningsmæssige tilpasninger/renoveringer der er nødvendige, hvis eleverne på Rosenkilde Skole skal samles på Tårnborg Skole. Ligeledes skal de samlede driftsmæssige konsekvenser for bygningsdriften beskrives for såvel Tårnborg Skole, samt de bygninger som Rosenkilde Skole ikke længere skal bruge. Når alt er belyst, fremlægges sagen for Økonomiudvalget i begyndelsen af 2024, der på den baggrund - samt de drøftelser, der har været med ledelse, medarbejdere og skolebestyrelse på Rosenkilde Skole - træffer beslutning om en mulig flytning.
Flere oplysninger
- Borgmester Knud Vincents
Mail: vincents@slagelse.dk
Tlf. 20 45 97 98 - Chef for Skole og Dagtilbud Torben Møller Nielsen
Mail: tormonie@slagelse.dk
Tlf. 25 45 14 26