Her er de nominerede til årets bygningspræmiering
Slagelse Kommune har siden 1988 uddelt en bygnings- og arkitekturpris til byggeri og anlæg af høj arkitektonisk kvalitet. Udover at være en anerkendelse til bygherre og arkitekt er det Slagelse Kommunes ønske at præmieringen af de gode eksempler vil medvirke til at øge interessen for og inspirere til endnu flere smukke bygninger og byrum.
I 2023 valgte bedømmelseskomiteen at præmiere renoveringen af orangeriet på Valdbygaard nær Slagelse.
I år er der indstillet tre nybyggerier og fire renoveringsprojekter. De indstillede nybyggerier er: to boligklynger på Kvægtorvet, ti nye boliger og et seniorbofællesskab i Svenstrup. De renoverede byggerier omfatter en murmestervilla og en omdannelse af en tidligere erhvervsejendom i Slagelse. Derudover er renoveringen af stuehuset ved en gård nær Kelstrup samt renoveringen af stuehuset på en gård nær Rude også indstillet.
Du kan læse mere om de nominerede i nomineringshæftet
Vi afslører vinderen på mandag den 7. oktober kl. 13.45 på Slagelse Bibliotek. Alle interesserede er velkomne