Spring til...

Her er de nominerede til landdistriktsprisen

Prisen Årets Landdistriktspris – også kendt som landdistriktsprisen - bliver uddelt den 22. november i forbindelse med Landdistriktskonferencen. Se de nominerede her

Dyk ned i lokalsamfundets mangfoldighed på Slagelse Kommunes Landdistriktskonference, der finder sted den 22. november fra kl. 17 til 22 i Tårnborg Forsamlingshus. Et af højdepunkterne på konferencen er afsløringen af vinderen af prisen Årets Landdistriktsindsats – også kendt som landdistriktsprisen. Du kan læse mere om de nominerede nedenfor,

På konferencen får du også mulighed for at møde naturvejleder Simon Høegmark, der vil give et indblik i, hvordan naturen kan styrke fællesskabet og samtidig bidrage til at gøre vores lokalsamfund endnu mere attraktive at bo i.

Derudover vil lokale ildsjæle præsentere deres inspirerende projekter. Du kan bl.a. høre mere om vinterbaderne i Bisserup og Venslev, Lagunestien, Motionsoasen i Eggeslevmagle, Vestermose Natur- og Idrætsfriskoles shelterby, undervisningsruten ved Kirkeskovskolen, mødestedet i Venslev og Tårnborg Vandreklub.

Det er gratis at deltage, og alle interesserede er velkomne. Hvis du vil deltage, bedes du tilmelde dig senest den 16. november via mail landdistriktsudvikling@slagelse.dk 

Ungdommens idrætsmødested, Dalmose

Ungdommens Idrætsmødested er et mødested for børn og unge i Dalmose og omegn. Det er placeret tæt på fodsporet og busstationen, så andre udefra let kan komme og benytte mødestedet samt blive inspireret.


Ungdommens idrætsmødested blev indviet den 10. august 2023, og de unge kan nu glædes over efter flere års arbejde på at virkeliggøre en drøm om et sted for byens børn og unge, hvor idrætten og det sociale liv går hånd i hånd er lykkedes.

Det er Dalmosegruppen sammen med de unge i Dalmose, som har søgt midler og fået realiseret mødestedet, som omfatter en helt ny basketballbane, fitnessområde, parkourbane, hængekøjer, overdækkede opholdssteder og caféområder, klatrenet, trampoliner, tribune, skaterbane og bænke/plinte.

Projektgruppen ”Ny købmand i Svenstrup”

Efter at Coop i februar 2023 valgte at lukke Dagli’Brugsen i Frølunde/Svenstrup, blev der hurtigt etableret en projektgruppe, der skulle undersøge mulighederne for etablering af ny dagligvarebutik i de tidligere bygninger ejet af Coop.

Projektgruppen har på meget kort tid formået at indsamle 1,2 – 1,3 millioner kroner, så de nu er sikre på at få etableret dagligvarebutik gennem Dagrofa.
Der er blevet afholdt stiftende generalforsamling til foreningen/selskabet Svenstrup/Frølunde Butikshus APS.

Gruppen har formået at styrke fællesskabet med de mange medlemskaber gennem deres vedholdende, dygtige og store indsats for at etablere en ny butik i Svenstrup.

Flakkebjerg Friskole

I foråret 2022 varslede byrådet at lukke Flakkebjerg skole. Dette blev startskuddet til opstart af en 24 mand stor initiativgruppe for Flakkebjerg Friskole.

Initiativgruppe fik på relativ kort tid indsamlet 30.000 kr., som STUK skulle have som depositum, og dermed var opbakningen til projekt Flakkebjerg friskole startet.

I november 2022 blev den stiftende bestyrelse valgt, og man valgte at opretholde initiativgruppen.
Bestyrelsen, initiativgruppen samt arbejdsgrupper har i foråret knoklet for at skabe Flakkebjerg friskole og den 13. august 2023 kunne mere end 40 glade og forventningsfulde.

Næsby Strand Vinterbadeforening

Næsby Strand Vinterbadeforening blev etableret i maj 2021 med en bestyrelse på 8 personer.

Foreningen oplever stor opbakning fra lokalområdet og den vokser støt. Siden foreningens oprettelse har den indsamlet midler via fonde, lotteri med lokale sponsorer, samlet affald m.m. således at foreningen i august 2023 kunne indkøbe en sauna.

Et stort ønske er at få etableret en permanent badebro, derfor arbejder foreningen ufortrødent videre med at indsamle midler bl.a. ved at afholde Næsby strandfestival i samarbejde med lokale foreninger og erhvervsdrivende.
Næsby Strand Vinterbadeforening er et fællesskab for unge som ældre, høj som lav. Der bliver snakket og drøftet på tværs, og de oplever, at der knyttes bånd, der rækker langt længere end foreningens 4 ugentlige sammenkomster.