H.M. Dronningen snører kondiskoene i Korsør til Royal Run

Foto: Lasse Lagoni/Royal Run
Der er lagt op til en sand motionsfest, når 10.000 deltagere og flere tusinde publikummer samles for at fejre motion, bevægelse og fællesskab i smukke, maritime rammer.
Som en del af Korsørs 600-års jubilæum skal byen være vært for Royal Run. Slagelse Kommune planlægger i samarbejde med bl.a. Korsør Atletik og Motion og Korsør Erhvervsforening en maritim folkefest fyldt med fart, energi og fantastisk stemning. En by fyldt med historie og en unik beliggenhed ved vandet midt i Danmark vil danne en imponerende kulisse, når både deltagere og tilskuere kommer på en flot rejse gennem Korsørs fortid, nutid og med blik for fremtiden. Det ligger nu fast, at H.M. Dronningen deltager i Korsør og Dronningens tilstedeværelse vil gøre dagen til noget helt særligt.
Borgmester glæder sig over den royale deltagelse
- Vi er meget stolte over, at H.M. Dronningen kommer til Korsør, når vi er værtsby for Royal Run. Med Korsørs stolte historie som maritimt knudepunkt og byens stærke fællesskabsånd, er dagen en fantastisk anledning til at vise vores by frem fra sin bedste side. Vi er i fuld gang med planlægningen, og vi glæder os til at byde Dronningen og tusindvis af deltagere og gæster velkommen til en dag, hvor byen og havneområdet vil summe af liv, og dagen fejres med aktiviteter for hele familien, når vi sammen sætter fokus på motion, glæde og fællesskab, siger borgmester i Slagelse Kommune Knud Vincents. (V)
Korsør i bevægelse både før, under og efter
Også Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget ser frem til en dag, hvor hele Korsør kommer i bevægelse:
- Royal Run i Korsør bliver en festdag, hvor forenings-, kultur- og erhvervslivet virkelig kan vise, hvad vi kan – både til lands og til vands. Med byens maritime stemning, historiske bygninger og ruter, der omfavner både by og natur, bliver det en uforglemmelig oplevelse for alle. Vi kan ikke arrangere sådan en dag alene, og derfor er vi rigtig glade for at så mange foreninger, frivillige og erhvervsdrivende allerede har vist interesse for at være med. Vi håber, at få mange flere med i takt med at programmet falder på plads, så vi sammen kan fejre glæden ved bevægelse og skabe en dag, som vil blive husket længe efter målstregen er passeret, siger formand Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Brandt (B).
DIF ser frem til en stor dag for motion og fællesskab
Danmarks Idrætsforbund glæder sig over den store opbakning til begiven-heden.
- Royal Run er en unik begivenhed, hvor motion og fællesskab går hånd i hånd. Vi ser frem til at opleve Korsørs engagement og byens rammer til den store motionsfest, når tusindvis af mennesker bevæger sig gennem gaderne og den smukke natur, siger Morten Mølholm, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og med i styregruppen for Royal Run.
Ruterne afsløres til foråret
Detaljerne omkring ruterne og præcis hvilken distance H.M. Dronningen planlægger at deltage i, vil blive offentliggjort i foråret.
Om Royal Run
- Royal Run fandt sted første gang i 2018 i anledning af H.M. Kongens 50-års fødselsdag. Siden da har eventet fundet sted hvert år 2. pinsedag.
- I 2025 vil Royal Run blive afholdt den 9. juni 2025 i fem forskellige steder i landet.
- Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordeafonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
Flere oplysninger
- Borgmester Knud Vincents
Tlf. 20 45 97 98
Mail borgmester@slagelse.dk - Formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Troels Brandt
Tlf. 20 90 51 03
Mail trbra@slagelse.dk