Spring til...

Hvem skal have årets landdistriktspris?

Den 19. november bliver landdistriktsprisen Årets Landdistrikts Indsats uddelt. Men allerede nu efterspørger dommerkomiteen projekter og indsatser, som har gjort sig fortjent til at blive nomineret i år.

Sidste år kunne Dalmosegruppen og lokale ildsjæle bag Ungdommens Mødested i Dalmose glæde sig over at vinde Slagelse Kommunes landdistriktspris Årets Landdistrikts Indsats. Den 19. november skal dette års vinder findes. Derfor beder dommerkomiteen nu folk om at komme med bud på projekter, som fortjener at blive indstillet til prisen.

- De lokale ildsjæle står bag mange spændende projekter og tiltag i vores landdistrikter. Det er dem, vi gerne vil høre om og sætte fokus på, når vi uddeler prisen. Jeg håber, at vi får rigtig mange bud på nominerede, så det bliver svært for os at vælge en vinder, siger næstformand for Teknik-, Plan-, og Landdistriktsudvalget og medlem af dommerkomiteen Poul Bek-Pedersen (B).

Prisen kan gives til projekter eller indsatser, som gør en forskel og bidrager til udviklingen af landdistrikterne i Slagelse Kommune. Det vil sige, at aktiviteten skal være foregået udenfor Slagelse, Korsør eller Skælskør og samtidig er det også et krav, at flere ildsjæle har været med i projektet.

- Sidste år gav vi prisen til Ungdommens Mødested, fordi det er lykkedes at skabe mødested for Dalmoses unge. Det er med til at gøre byen mere attraktiv at bo i. Det kan man gøre på mange måder, og derfor håber jeg også, at vi får mange forskellige bud på projekter, som har været med til at gøre det mere attraktivt at bo i vores landdistrikter, siger Anne Bjergvang (A), medlem af Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget og medlem af dommerkomiteen.

Forslag til nominerede til prisen i år kan sendes til landdistriktsudvikling@slagelse.dk senest den 25. oktober. Send en beskrivelse af projektet sammen med billeder, som illustrerer det indstillede projekt eller de personer, som er indstillet. Vinderen bliver afsløret på den årlige landdistriktskonference, som i år afholdes den 19. november.

Fakta om Årets Landdistrikts Indsats
Landdistriktsprisen uddeles en gang om året og består af 10.000 kr., en indgraveret messingplade og et træ til udplantning.

For at blive indstillet til prisen skal projektet/indsatsen:

  • Være foregået udenfor Korsør, Skælskør eller Slagelse
  • Være gennemført af en gruppe på minimum to eller flere
  • Afspejle viljen og evnen til at forbedre vilkårene i landdistrikterne
  • Virke som inspiration og fremstå som eksempel til efterfølgelse i andre sammenhænge i kommunen.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Næstformand for Teknik-, Plan-, og Landdistriktsudvalget Poul Bek-Pedersen
    Telefon 24 49 99 80
  • Medlem af Teknik-, Plan- og Landdistriktsudvalget Anne Bjergvang,
    Telefon 50 43 51 50
  • Borgerkonsulent Anne Larsen Justiniano
    Telefon 24 48 53 15