Nyt navn på skraldebilerne i Slagelse Kommune fra 1. maj

Der kommer nyt navn på skraldebilerne i Slagelse Kommune torsdag den 1. maj. Den dag overtager kommunens nye renovatør Verdis opgaven med at samle affald ind i Slagelse Kommune. Det betyder, at skraldebilerne får nye ruter, mange adresser får nye tømmedage og samtidig kommer der flere el-skraldebiler.
- Vi tager et grønt skridt fremad, når vi får flere eldrevne skraldebiler. Som kommune er vi forpligtet til at nedbringe vores CO2-udledning og en del af vejen derhen bliver fremover kørt med flere eldrevne skraldebiler. At de samtidig larmer mindre, er også en ekstra bonus, siger Jørgen Grüner (F), formand for Klima og Miljøudvalget.
Når Verdis overtager affaldsindsamlingen, får skraldebilerne nye ruter, og dermed får mange adresser også nye tømmedage. Det vil for mange adresser betyde, at der i forbindelse med overgangen til de nye ruter vil gå lidt længere tid end normalt, før affaldsbeholderen bliver tømt. Dette vil dog kun være første gang den nye renovatør tømmer affaldsbeholderen. Efterfølgende vil affaldsbeholderen blive tømt med de samme intervaller som normalt.
Nye skraldebiler giver CO2-besparelse
Verdis starter opgaven med fire nye 100 procent eldrevne skraldebiler, som hurtigt bliver suppleret med yderligere syv el-skraldebiler. De nye skraldebiler fra Verdis kører på grøn strøm, og de er udstyret med elmotor og elkomprimator. Sammenholdt med dieselskraldebiler giver valget af elbiler en samlet årlig besparelse på minimum 210 tons CO2 og oven i det kan man lægge CO2-besparelsen som følge af optimerede indsamlingsruter.
- Vi er stolte af at sætte 11 nye el-skraldebiler i drift i Slagelse Kommune. Vi har optimeret ruterne, så vi både kører mere klimavenligt og færre kilometer på vejene. Det betyder også, at borgerne får nye tømmedage. Størstedelen af vores medarbejdere bor lokalt og får i øvrigt også bedre forhold på vores anlæg i Slagelse. Alt i, i alt handler det hele om bæredygtighed, trivsel og socialt ansvar, siger Stefan Thirup-Bielefeldt, Regionsdirektør Sjælland, Verdis.
Borgere kan se, hvornår de får tømt affaldsbeholderen efter den 1. maj i Affald Slagelse-appen eller på slagelse.dk/toemmekalender.
Fakta: Ekstra affald på grund af ny tømmedag
Der kan gå flere dage mellem den gamle tømmedag og den første nye tømmedag, end normalt. Derfor er der en række muligheder for at komme af med ekstra affald:
Sæt en sæk med restaffald, pap, papir, plast og mad- drikkekarton:
Mellem 1. maj og 15. maj kan man sætte en gennemsigtig sæk med hver type affald ved dine beholdere. Ekstra affald kan også afleveres på genbrugspladsen.
Glas og metal bliver afhentet en ekstra gang:
Skraldemanden foretager en ekstra tømning lørdag den 3. maj eller søndag den 4. maj på de adresser, hvor der går mere end 16 uger mellem den gamle og nye tømmedag
Alternativt kan man også aflevere sit affald på genbrugspladsen
Se mere på slagelse.dk/toemmekalender
Flere oplysninger
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
- Formand for Klima- og Miljøudvalget Jørgen Grüner
Tlf.: 92 43 82 28 - Regionsdirektør Stefan Thirup-Bielefeldt, Verdis
Tlf.: 41 89 22 07