Øjendrypbriller giver mere frihed og livskvalitet
Med den nye øjendrypbrille kan borgeren selv dryppe øjnene korrekt og uden at være afhængig af hjælp fra hjemmeplejen. Erfaringerne viser, at der med øjendrypbrillerne skabes et bedre og mere fleksibelt hverdagsliv for dem, der har behov for øjendråber.
Borgere, der har brug for hjælp til at tage øjendråber, behøver ikke vente på eller være afhængig af besøg fra hjemmeplejen. En ny løsning med en øjendrypbrille gør, at de ældre selv kan dryppe øjnene korrekt og uden assistance. Slagelse Kommune har tilbudt udvalgte borgere at afprøve øjendrypbrillen, og formålet med at afprøve brillen har været at gøre borgerne mere selvhjulpne og uafhængige.
Forbedring i livskvalitet og færre afhængigheder i dagligdagen
En af borgerne, der har haft glæde af øjendrypbrillerne, er Anne fra Slagelse.
- Det har givet meget mere frihed ikke at skulle vente på, at hjemmeplejen skulle komme tre gange i døgnet. Det var meget begrænsende i den periode. Det var invaliderende ikke at vide, hvad tid man skulle i tøjet om morgenen, samt hvornår besøgene lå. Det var meget nemt at lære at bruge brillen. Jeg har kun haft brug instruktion den ene gang og har brugt brillerne lige siden.
Inden øjendrypbrillen var Anne ikke tryg ved at dryppe øjne selv, fordi hun ikke kunne ramme øjet pga. dårligt syn, så dråben ramte ved siden af øjet. Øjendrypbrillen hjælper hende med, at dråben lander i midten af øjet, og tuben ikke kommer til at ramme øjet. Samtidig har man en hånd fri til at holde øjet åbent med.
Et tilbud, der gør en forskel
Erfaringerne fra de første øjendrypbriller har været så positive, at tilbuddet fortsætter og udbredes i Slagelse Kommune.
- Vi er glade for at se, at øjendrypbrillerne har haft så stor betydning for borgerne, der har brugt dem indtil nu. Det er en enkel løsning, der giver frihed og øget livskvalitet. Vi har et stort fokus på at gøre borgerne så selvhjulpne som muligt. Det er især rart, når man er selvhjulpen, at man så også kan klare sig selv med øjendråber. Det betyder meget for deres trivsel og mulighed for at leve et selvstændigt liv. Vi håber, at endnu flere vil benytte sig af muligheden fremover, siger Pia Vennemoes Larsen udviklingssygeplejerske for Hjemme- og Sygeplejen i Slagelse Kommune.
Fakta om øjendrypbriller
Øjendrypbrillerne kan bruges både af nyopererede eller som hjælpemiddel, hvis man har brug for livslang behandling med øjendråber.
Flere oplysninger
- Udviklingssygeplejerske for Hjemme- og Sygeplejen Pia Vennemoes Larsen
Tlf 51 63 63 41
Mail piala@slagelse.dk - Afdelingsleder i Projekt og Analyse, Folkesundhed og Velfærdsteknologi Heidi Hjort Kjelgaard
Tlf. 24 83 23 63
Mail hekje@slagelse.dk