Spring til...

Slagelse Kommune forbedrer byggesagsbehandlingen med målrettede tiltag

En målrettet gennemgang og afslutning af over 700 gamle byggesager gav en stor stigning i sagsbehandlingstiden i december. Men afslutningen af de mange sager sammen med et målrettet fokus på at forbedre servicen betyder, at man nu er nede på en sagsbehandlingstid på mellem 11 og 15 dage.

Når en byggesag lander i indbakken hos byggesagsafdelingen i Slagelse Kommune, bliver sagen hurtigt screenet og fordelt til en byggesagsbehandler, så sagsbehandlingen kan gå i gang med det samme. Det er et af tiltagene, som er indført for at sikre en hurtig og smidig sagsbehandling på byggesagsområdet.

Samtidig er en række it-systemer blevet tilpasset, så de nu kan tale sammen, og det har givet mulighed for at gennemgå og lukke over 700 sager med en sagsbehandlingstid på over 100 dage. Afslutningen af de mange gamle sager gav en stor stigning i sagsbehandlingsstatistikken i december, men nye tal for perioden fra 1. januar til 21. februar viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid nu er nede på 13 dage for en erhvervssag, 11 dage for et hus/sommerhus og 15 dage for et garagebyggeri.

- Hvis vi skal være et attraktivt sted at investere og bygge, så er det også vigtigt, at både borgere og virksomheder kan få behandlet deres byggesager hurtigt. Derfor er jeg glad for det store arbejde, som vores medarbejdere har gjort for, at vi nu er kommet til bunds i sagsbunkerne. Det betyder, at vores medarbejdere nu kan koncentrere sig om de nye byggesager, som løbende kommer ind. Det vil have en effekt på sagsbehandlingstiden, men også kvaliteten af sagsbehandlingen i fremtiden, siger borgmester Knud Vincents (V).

Mange af de gamle sager, som nu er afsluttet, er blevet behandlet hurtigere end 100 dage, men it-systemer, som ikke kunne arbejde sammen, har betydet, at det har været svært at bevare overblikket og få afsluttet sagerne. Nu er it-systemerne synkroniseret. Det betyder, at man nu har et bedre overblik over sagsbehandlingen samtidig med, at man også målrettet har arbejdet på at være serviceorienteret. Blandt andet forsøger man at undgå at folk skal vente for længe, når de ringer, og på tegnebrættet er også et nyt system, hvor borgerne kan logge ind og få en status på deres sag.    

- Selvom det kan se ud som om vores sagsbehandlingstid har været meget langsom i december, så er det i virkeligheden udtryk for at vi har arbejdet målrettet på at komme i bund og på at kunne forbedre vores service. Vi skal fortsætte med at forsøge at blive bedre, men det kan kun ske i samarbejde med virksomheder og borgere. Jo hurtigere, vi får de oplysninger, vi skal bruge, jo hurtigere kan vi også behandle byggeansøgningen, siger Knud Vincents.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Borgmester Knud Vincents
    Tlf.: 20 45 97 98