Slagelse Kommune igangsætter plan om faste teams i ældreplejen
Ved at samle medarbejderne i faste teams omkring den enkelte borger kan Slagelse Kommune sikre færre skiftende ansigter i borgernes daglige pleje, hvilket blandt andet forventes at øge tryghed og tillid for både borgere og pårørende.
Faste teams er nemlig med til at skabe en mere stabil og sammenhængende hjælp i de ældres hverdag, mens de pårørende får en mere enkel kontakt til de faggrupper, der i fællesskab står for plejen. Arbejdet med at indføre faste teams er en del af den nye ældrelov, der netop sigter mod at skabe mere stabilitet for ældre borgere.
Bedre arbejdsmiljø og faglig udvikling
De faste teams forventes først og fremmest at forbedre borgerne og pårørendes oplevelse af ældreplejen. Men den nye organisering ventes også at have positive effekter på arbejdsmiljøet for medarbejderne, der vil opleve mere kontinuitet i plejearbejdet, færre faglige siloer og mere fleksibel opgaveløsning på tværs af faggrupperne i ældreplejen - i tråd med Robusthedskommissionens anbefalinger.
Ved at arbejde i tværfaglige teams over længere tid opnår medarbejderne nemlig tættere samarbejde og øget tværfaglighed. Effekter, der erfaringsmæssigt kan bidrage til at reducere sygefravær, forebygge omsorgstræthed og skabe mere arbejdsglæde.
En ny organisering af plejearbejdet vil naturligt medføre et behov for kompetenceudvikling, da nye samarbejdsformer, snitflader og roller skal indarbejdes i hverdagen. Derfor er der i foråret 2025 planlagt kompetenceudvikling af de nye teams, for at sikre, at alle medarbejdere har de samme værktøjer med ind i det nye tværfaglige samarbejde. Sideløbende vil der også være kompetenceudvikling af lederne, der vil få en ny lederrolle i forhold til de nye teams.
Omfattende og kompleks opgave
Implementeringen af faste teams vil ske gradvist over det næste år, med en forventning om, at ordningen er fuldt udrullet ved udgangen af 2025. Der er dog tale om en kompleks omstilling, som kræver ændringer af mange arbejdsgange, og derfor er der planlagt flere involverende processer i løbet af sidste kvartal af 2024 med både medarbejdere, de ældre selv og deres pårørende.
Seniorudvalget vil følge arbejdet med udviklingen og implementeringen af de faste teams tæt, og som en del af arbejdet vil der fra start løbende blive evalueret på processen, herunder på både borger- og medarbejdertilfredshed.
Yderligere oplysninger:
- Pernille Ivalo Frandsen (V), Formand for Seniorudvalget
Tlf.: 21 74 70 51 - Britta Huntley (A), Næstformand for Seniorudvalget
tlf. 23 80 44 53