Spring til...

Stem på din favorit i logo-konkurrencen til Korsørs 600-års jubilæum

16 logoer er med i konkurrencen om at blive det officielle logo for Korsørs 600-års jubilæum i 2025.

Som en del af Korsørs 600-års jubilæum i 2025 blev der tidligere i år lanceret en logo-konkurrence, hvor borgere fra hele Slagelse Kommune blev opfordret til at indsende deres forslag til et logo, der skal markere og fejre byens rige historie og fremtid. Med stor opbakning fra kommunens borgere er konkurrencen nu gået ind i næste fase, hvor 16 logoer præsenteres for offentligheden. Borgere i Slagelse Kommune inviteres til at stemme på deres favoritlogo, som skal symbolisere fejringen af den historiske milepæl.

- Jeg er rigtig glad for at se den store interesse og de mange flotte bud, der er kommet på et logo. Den opbakning og interesse er med til at vise, hvad fællesskabet kan. Korsørs 600-års jubilæum er en milepæl, der fortjener at blive markeret på en helt særlig måde. Logo-konkurrencen har givet vores borgere en unik mulighed for at bidrage til byens visuelle identitet i forbindelse med fejringen af 600-året, og jeg glæder mig til at se det færdige resultat pryde fejringen i 2025, siger borgmester Knud Vincents (V).

Stem på netop din favorit

Fra den 4. oktober til den 27. oktober 2024 vil de 16 logoer blive udstillet på Korsør Bibliotek og i Korsør Kulturhus. Samtidig vil det være muligt for alle borgere at stemme online på Slagelse Kommunes hjemmeside. Afstemningen giver borgerne mulighed for at få direkte indflydelse på, hvilket logo der bedst repræsenterer Korsørs 600-års jubilæum.

- Det er fantastisk at se den kreativitet og det engagement, som vores borgere har lagt i at skabe logoer til Korsørs 600-års jubilæum. Nu har alle muligheden for at stemme på det logo, der bedst indfanger byens historie og fremtid. Vi opfordrer alle til at deltage i afstemningen og være med til at sætte deres præg på Korsørs 600-års jubilæum, fortæller Troels Brandt (B), formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

Du stemmer på din favorit via dette link:

Stem på dit favoritlogo

I løbet af oktober lanceres en særlig temaside og eventkalender for Korsørs 600-års jubilæum. Mere info om dette senere.

Den videre proces

Alle har muligheden for at stemme på dét logo, som de mener skal repræsentere fejringen af Korsørs 600-års jubilæum i 2025. Af alle udstillede logoer, vil ét logo blive udvalgt som ”borgernes favorit-logo” og gå videre til den endelige politiske beslutning af vinderlogo.
En ekstern jury vil samtidig udvælge yderligere fire logoer, så i alt fem logoer indstilles til endelig politisk behandling i Kultur-, Fritids-, og Turismeudvalget den 14. november 2024. Her vil vinderlogoet blive valgt og fremover pryde gadebannere, informationsskærme og andet markedsføringsmateriale i hele jubilæumsåret 2025.

Faktaboks: Tidsplan for den videre proces:

4. oktober - 27. oktober 2024: Offentlig udstilling og afstemning i Korsør og online.

Efter afstemningen: Jury udvælger fire logoer udover "borgernes favorit".

7. november 2024: Kultur-, Fritids-, og Turismeudvalget vælger det endelige vinderlogo.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt: