Spring til...

Sundhedsprofilen sætter fokus på behovet for diabetestilbud

Siden 2010 er antallet af borgere med diabetes steget i Slagelse Kommune. Det viser tal fra den nationale sundhedsprofil, som gennemføres hvert fjerde år.

Den 4. februar gennemføres undersøgelsen igen og tilfældigt udvalgte borgere i Slagelse Kommune vil modtage et spørgeskema med undersøgelsen ”Hvordan har du det?” Spørgeskemaet giver et øjebliksbillede af danskernes sundhed, så både kommuner og regioner kan tilpasse og planlægge sundhedsfremmende indsatser, forebyggelse og behandling herunder tilbud til borgere med diabetes.

I Sundhedsprofilen fra 2021 viste tallene, at 8,1% af borgerne i Slagelse Kommune har diabetes. Til sammenligning var antallet 5,3% tilbage i 2010. Tallene i Sundhedsprofilen er dermed med til at vise, hvilke forebyggende indsatser, som Slagelse Kommune skal prioritere.

Alle svar er værdifulde

- Sundhedsprofilen er med til at give et øjebliksbillede af borgernes sund-hed og trivsel. Vi bruger Sundhedsprofilen til at se, hvor vi som kommune skal sætte ind med forebyggelse, og ud fra tallene kan vi se, på hvilke områder vi evt. skal udvide vores tilbud endnu mere f.eks. inden for rygestop, KOL eller diabetes. Vi håber i Sundhedsudvalget, at alle, som modtager spørgeskemaet, vil svare på spørgsmålene. Uanset om man er frisk og rask eller har det mindre godt, så er alle svar værdifulde, så vi kan udvikle og tilbyde sundhedstilbud til glæde for så mange som muligt, siger formand for Sundhedsudvalget Nikolaj Bjørk Christensen. (V)

En af de borgere, der har benyttet sig af Slagelse Kommunes type 2-diabetestilbud, er 74-årige Peder fra Korsør. Han har haft diabetes i mange år, men startede for 3 år siden i et forløb med undervisning og træning. Siden er han fortsat i fastholdelsescafé og træner fast hver tirsdag i Teglværksparken.

Styrker både den fysiske og mentale sundhed

- Jeg startede, fordi jeg jo gerne vil have det godt. Gennem undervisningen har jeg lært at se mere på varedeklarationen, når jeg handler ind og flere mellemmåltider om dagen har også gjort, at mit blodsukker er mere stabilt, så jeg er mere frisk hele dagen. Samtidig så har forløbet gjort, at jeg har fået mødt nogle nye mennesker. Hver uge mødes jeg fast med fire fra holdet, som jeg enten går eller træner med. Så forløbet har ikke kun været godt for kroppen, men også for psyken, for det er rart at mødes med nogle og snakke sammen. Så får man også oftere trænet eller gået en tur, end hvis man skulle gøre det alene, fortæller Peder.

Støtte på den lange bane

- Type 2-diabetes er snigende sygdom, som for mange opdages ved et tilfælde. Vores diabetestilbud er med til at give viden om, hvordan sygdommen påvirker kroppen, hvilken betydning fysisk aktivitet har og hvordan maden spiller en stor rolle. Det hele er med til at påvirke blodsukkeret. Ud over undervisning og træning, så er vores fastholdelsescaféer også med til at give støtte på den lange bane. Man er altid velkommen til at få en afklarende samtale med en af os sundhedskonsulenter. Det kræver ikke en henvisning fra lægen, og hvis man har deltaget i et forløb, så er man også altid velkommen i fastholdelsescaféerne. Også selvom det er noget tid siden man afsluttede sit forløb, siger sundhedskonsulent Susanne Grøn.

Spørgeskemaundersøgelsen ”Hvordan har du det”? gennemføres i hele landet og svarene fra borgerne i Slagelse Kommune bruger både Region Sjælland og Slagelse Kommune til at målrette og udvikle sundhedstilbud til borgerne. Undersøgelsen gennemføres i et samarbejde mellem regionerne, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. Det sker efter en aftale mellem Danske Regioner, KL, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Finansministeriet.

Som tak for hjælpen trækker Region Sjælland lod om præmier blandt alle, der deltager i undersøgelsen, hvor der bl.a. er mulighed for at vinde op til 10.000 kr.

Flere oplysninger