TrygFonden støtter nyt projekt, som skal fremme ældres livskvalitet
Projektet skal styrke frivillighed og skabe nye fællesskaber for ældre gennem aktiviteter og arrangementer som bl.a. Royal Side runs på plejecentre, etablering af flyverkorps med 75 frivillige, Ønskebrønden hvor sårbare ældre tilbydes at få opfyldt et ønske og musik- og dansearrangementer. Alle initiativer skal være med til at forbedre både den fysiske og mentale sundhed blandt de ældre.
Frivillighed og fællesskaber
Flere sårbare ældre skal trives og få mulighed for at leve det liv, de
gerne vil gennem bl.a. frivillighed, nye fællesskaber og brobygning til
eksisterende fællesskaber for sårbare ældre. Det er formålet med projekt ”Fælles om det gode ældreliv”, som Slagelse Kommune netop har modtaget støtte til fra TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland. Som en del af projektet skal der etableres et flyverkorps, afholdes Side Runs på plejecentre, etableres ønskebrønden hvor de ældre kan få et ønske opfyldt og afholdes musik- og dansearrangementer.
- Vi er rigtig glade for støtten fra TrygFonden så vi fortsat kan arbejde med at forbedre livskvaliteten for ældre borgere i kommunen. Frivillighed og fællesskaber er nøglen til at skabe et længere og bedre liv for vores ældre. Vi ser frem til at bygge videre på de erfaringer vi har gjort i et lig-nende projekt indtil nu og glæder os til at udvikle endnu flere muligheder for ældre borgere i kommunen, siger Bente Nørgaard projektleder og akti-vitetskonsulent i Slagelse Kommune.
Nå ud til ældre i sårbare positioner
Det er TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland, der står bag donationen som led i TrygFondens samlede arbejde for, at alle ældre – også ældre i sårbare positioner – trives og har mulighed for at leve det liv, de gerne vil.
- Slagelse Kommunes Sundhed og Ældre-afdeling bygger videre på sine gode erfaringer med at rekruttere frivillige til indsatser, der gennem fællesskaber og konkrete aktiviteter fremmer ældres sundhed og trivsel. Med denne nye indsats, der også har frivillighed og fællesskaber som omdrejningspunkt og gennemføres i samarbejde med bl.a. foreningslivet, tager kommunen et nyt skridt for at nå ud til ældre i sårbare positioner og i risiko for ensomhed. I TrygFonden ønsker vi at hjælpe netop denne gruppe, så de kan deltage i meningsfulde aktiviteter, er med i sociale fællesskaber og oplever en højere livskvalitet. Vi er derfor glade for at støtte kommunens nye projekt og håber, at mange af Slagelses ældre vil få glæde af indsatsen, siger Kenny Kragesand, repræsentant i TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland.
Succesfuld afslutning på tidligere projekt
Det nye projekt bygger videre på erfaringerne fra projekt ”Flere ældre ind i fællesskaber”, som Slagelse Kommune gennemførte i samarbejde med TrygFonden i 2023-2024. Projektet havde stor succes med at skabe fællesskaber for ældre borgere ved bl.a. at rekruttere 94 frivillige, som har arbejdet aktivt med at skabe flere nye tilbud for ældre på plejecentre og i lokalsamfundet. Projektet har haft et tæt samarbejde med bl.a. Foreningen ”Sammen om det gode seniorliv”, foreningen ”Cykling Uden Alder – Slagelse”, Ældresagen, Slagelse Firmasport, Svend Nikolaisens Orkester og Ældre Rådet i Slagelse Kommune.
- Det afsluttede projekt har været med til at lægge grundstenen for det nye initiativ, som skal fortsætte og videreudvikle de gode fællesskaber. Vi er stolte af de resultater, vi har opnået, og med det nye projekt håber vi at nå endnu flere ældre og skabe rammer, hvor frivillige kan være med til at give ældre borgere nye oplevelser og fællesskaber, der gør en positiv forskel i deres liv, siger afdelingsleder i Projekt og Analyse, Folkesundhed og Velfærdsteknologi Heidi Hjort Kjelgaard.
Det nye projekt ”Fælles om det gode ældreliv” løber fra 1. januar 2025 til 31. december 2025.
Fakta om projekt Fælles om det gode Ældreliv
Gennem projektet skal der etableres:
- Et flyverkorps med 75 frivillige, der skal hjælpe med at afholde events og aktiviteter for sårbare ældre. Flyverfrivillige er ikke kob-let fast på et specifikt sted eller en aktivitet, men kan deltage i en-kelte og afgrænsede aktiviteter og arrangementer. Flyverkorpset bliver tilbudt uddannelse i ABC for mental sundhed gennem Slagelse Kommune, så den frivillige rustes til at gøre noget aktivt, noget meningsfuldt og noget sammen med andre.
- Royal Side Runs på plejecentre
- Ønskebrønden, hvor sårbare ældre tilbydes at få opfyldt et ønske, som fx biografbesøg, teatertur, museumstur, cafébesøg, musikar-rangement, tur i en rickshawcykel fx i skoven med madpakke, eller en erindringskøretur ud i det blå.
- Musik- og dansearrangementer, hvor der indgås et samarbejde med et lokalt orkester
Flere oplysninger
- Aktivitetskonsulent Bente Nørgaard
Tlf. 22 58 27 06
Mail benwn@slagelse.dk - Afdelingsleder i Projekt og Analyse, Folkesundhed og Velfærdsteknologi Heidi Hjort Kjelgaard
Tlf. 24 83 23 63
Mail hekje@slagelse.dk