Spring til...

Udvalg prioriterer flere penge til unge medlemmer og Udviklingspulje

Kommunens folkeoplysende foreninger kan se frem til højere tilskud til medlemmer under 25. Samtidig bliver der prioriteret flere midler til Udviklingspuljen. Det har Kultur- Fritids- og Turismeudvalget besluttet på baggrund af en indstilling fra Folkeoplysningsudvalget.

Foreningerne kan se frem til højere medlemstilskud til medlemmer under 25 i år. Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget vedtog på sit seneste møde at forhøje medlemstilskuddet med 50 kr. pr. medlem, så folkeoplysende foreninger fremover kan få 400 kr. i tilskud pr. medlem under 19 år og 225 kr. pr. medlem mellem 19 og 24 år i 2025. Medlemstilskuddet kan foreningerne bruge til aktiviteter for medlemmerne og dermed også gøre det lidt billigere at gå til fodbold, deltage i esport eller på anden måde være medlem af en folkeoplysende forening. Det sker på baggrund af en indstilling fra Folkeoplysningsudvalget, som ønsker at give foreningerne endnu bedre mulighed for at gøre det attraktivt for børn og unge at deltage i foreningernes mange tilbud.

- Foreningerne er på mange måder rygraden i vores kommune. De skaber liv i vores lokalsamfund, og de er med til at sikre, at vi har spændende fritidstilbud til børn og unge. Derfor vil vi gerne bakke op om foreningernes børne- og ungdomsarbejde, så de får endnu bedre mulighed for at skabe aktiviteter for vores børn og unge, siger Nicki Ottevig (V), næstformand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.

Samtidig med at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget besluttede at forhøje medlemstilskuddet besluttede udvalget også at tilføre flere midler til Udviklingspuljen, hvor foreningerne kan søge tilskud til blandt andet aktiviteter, udstyr og arrangementer af forskellig slags. Sidste år var der 100.000 kr. i Udviklingspuljen, men i år har udvalget prioriteret 250.000 kr. til puljen

- Vi har et meget aktivt foreningsliv, der har mange gode ideer, som de søger om tilskud til. Vi vil gerne kunne imødekomme flere af de ansøgninger, fordi det er vigtigt hele tiden at forbedre og udvikle vores foreningstilbud, og derfor har vi prioriteret flere penge til puljen. Det giver foreningerne bedre mulighed for at få støtte til udviklingsarbejde og nye rekvisitter, selvom der stadig vil være ansøgninger, som desværre får et nej, siger Britta Huntley (A), medlem af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget

Forhøjelsen af medlemstilskuddet og Udviklingspuljen sker på baggrund af en indstilling fra Folkeoplysningsudvalget, som også har til opgave at fordele midlerne i Udviklingspuljen.

- Jeg er meget tilfreds med at Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget bakker op om vores indstilling til fordelingen af de budgetterede midler til Folkeoplysningsarbejde. Foreningerne er livsnerven i vores lokalsamfund, og når Folkeoplysningsudvalgets indstilling om omprioriteringer bliver imødekommet, får vi også bedre mulighed for at støtte og bakke op om det store arbejde, som de mange frivillige rundt om i foreningerne gør hver dag, siger Jørn C. Nielsen, formand for Folkeoplysningsudvalget.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Næstformand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Nicki Ottevig,
    Tlf.:24 92 59 18
  • Medlem af Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget Britta Huntley
    Tlf.: 23 80 44 53
  • Formand for Folkeoplysningsudvalget Jørn C. Nielsen
    Tlf.:22 80 09 50