Klag over røg, støj og lugt
Du kan klage til os, hvis du generes af røg, støj og lugt fra naboer eller virksomheder. Men tal altid først med vedkommende om problemet
Prøv først en venlig og konstruktiv dialog med den, du vil klage over, før du klager til os. Ofte kan I løse det selv. Samtidig risikerer du heller ikke at ødelægge et godt naboskab ved at bede os om at løse problemet.
Du kan bl.a. klage over
- Støj, røg, støv og lugt fra virksomheder og dyrehold
- Bygge- og anlægsaktiviteter
- Røg fra private brændeovne
- Uhygiejnisk opbevaring af affald mm.
- Afbrænding af affald
- Hønsehold
Vi behandler ikke klager over
- Almindelig færdsel (kontakt Politiet)
- Private arrangementer (kontakt Politiet)
- Græsslåning og hækkeklipning (kontakt grundejer/Politiet)
- Løse hunde (kontakt ejer/Politiet)
- Røg og lugt fra grill eller fakler (kontakt ejer/Politiet)
- Støj fra børn (kontakt institutionen eller forældrene)
Vi kan også vurdere, at det, du klager over, er af underordnet miljømæssig betydning og derfor afvise at behandle klagen.
Sådan klager du
Du kan klage fra denne side. Vær grundig med oplysningerne. Jo mere præcise oplysninger vi får, jo bedre kan vi behandle din klage.
Du kan ikke klage anonymt
Alle har krav på at vide, hvem der har klaget over dem.
Når vi modtager din klage, sender vi den til den påklagede og beder om bemærkninger. Vær derfor gerne opmærksom på dit sprogbrug i klagen.