Spring til...

Læs mere om forkøbsret

Virksomheder har mulighed for at opnå forkøbsret på erhvervsarealer, der er udbudt til salg

Forkøbsret

Forkøbsret til eksisterende virksomheder til erhvervsareal, der ligger op til virksomheden

Forkøbsretten gives ved udarbejdelse af skriftlig aftale mellem Slagelse Kommune og virksomheden, der ønsker forkøbsret til et erhvervsareal beliggende op til virksomheden.

Forkøbsretten gælder 5 år regnet fra tidspunktet for indgåelsen af aftalen om forkøbsretten.

De 5 år kan én gang forlænges med yderligere 2 år, idet begæringen skal sendes senest 1 måned, før udløbet af 5 års fristen.

Forkøbsret på erhvervsareal ved placering af nye/øvrige virksomheder

Forkøbsretten gives ved udarbejdelse af skriftlig aftale mellem Slagelse Kommune og virksomheden, der ønsker forkøbsret på et erhvervsareal, der er til salg.

Forkøbsretten gælder 3 måneder regnet fra tidspunktet for indgåelsen af aftalen om forkøbsretten.

De 3 måneder kan én gang forlænges med yderligere 1 måned, idet begæringen skal sendes senest 14 dage før udløbet af 3 måneders fristen. 

Forkøbsret på yderligere erhvervsareal ved placering af nye virksomheder

Forkøbsretten gives ved udarbejdelse af skriftlig aftale mellem Slagelse Kommune og virksomheden, der ønsker forkøbsret på yderligere erhvervsareal udover det areal, som virksomheden køber.

Forkøbsretten gælder 5 år regnet fra den dato, hvor Slagelse Kommune underskriver aftalen om forkøbsretten.

De 5 år kan én gang forlænges med yderligere 2 år, idet begæringen skal sendes senest 1 måned før udløbet af 5 års fristen.

Fælles betingelser

Forkøbsretten indebærer, at indehaveren af forkøbsretten kan købe grunden til den pris, som er budt af tredjemand, og som Slagelse Kommune kan acceptere. Det er en forudsætning, at prisen svarer til markedsprisen.

Hvis der i perioden, hvor forkøbsretten er gældende, kommer et skriftligt betingelsesløst tilbud fra tredjemand på det areal, der er omfattet af forkøbsretten, skal kommunen – hvis tilbuddet kan godkendes af kommunen - inden 10 dage pr. digital post fremsende tilbuddet i anonym form til indehaveren af forkøbsretten.

Hvis indehaveren af forkøbsretten ønsker at gøre brug af sin forkøbsret, skal pågældende inden 10 dage fra modtagelsen af oplysningen om en anden interesseret køber, skriftligt meddele Slagelse Kommune, om forkøbsretten gøres gældende, og samtidig dokumentere, at vilkårene, herunder købesummens betaling, kan opfyldes.

Hvis forkøbsretten ikke gøres gældende, bortfalder denne definitivt. Den tredjemand, der har afgivet bud, er herefter bundet af sit tilbud.

Forkøbsretten tinglyses ikke.

Sådan ser du om der er givet forkøbsret

Du kan under de enkelte sider med erhvervsgrunde på oversigtskortene se, om der er arealer, der er givet en forkøbsret på.

Kontakt

Ejendomskonsulent

Henny Inger Nielsen

20 51 18 86 hinie@slagelse.dk
Ejendomskonsulent

Luise Tellerup Niemann

61 20 75 26 luini@slagelse.dk
Ejendomskonsulent

Lone Halkensten

51 44 02 20 lonfr@slagelse.dk