Regler for parkering i byzone
Reglerne gælder for køretøjer, der er henstillet på offentlige veje, gader, parkeringspladser og private fællesveje.
Sådan er parkeringsreglerne i kommunen
I Slagelse Kommune er der ikke andre særlige restriktioner for parkering, udover det der er nævnt herunder.
Parkering delvist på fortov
Du må indenfor tættere bebygget område parkere eller standse et køretøj, der ikke overstiger 3.500 kg, delvist på fortov med maksimalt halvdelen af køretøjet og højst to hjul i køretøjets længderetning, hvis det ikke er til fare eller ulempe for færdslen på fortovet.
Køretøjer med totalvægt over 3.500 kg
I tidsrummet kl. 20.00 til kl. 06.00 må du indenfor tættere bebygget område kun parkere køretøjer med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg, hvor det er tilladt ved særlig afmærkning.
Læs om parkering for tunge køretøjer
Køretøjer med en tilladt totalvægt over 3.500 kg kan være:
- Lastbiler
- Busser
- Campingvogne
- Autocampere
- Påhængskøretøjer (herunder påhængsvogn, sættevogn, påhængsredskab og trailere)
- Motorredskaber
- Traktorer
Kølebiler
Skal din kølebil have kølegenerator i gang under parkering, skal du benytte parkeringspladsen på Industrivej 18, 4230 Skælskør.
Påhængskøretøjer
Du må i tidsrummet kl. 20.00 til kl. 06.00 ikke parkere påhængskøretøjer som campingvogne, trailere mv. på offentlige veje, gader, parkeringspladser og private fællesveje indenfor tættere bebygget område.
Du må ikke parkere særligt indrettede køretøjer med henblik på reklame.
Bekendtgørelsen om standsning og parkering i kommunen er lavet i samarbejde af Slagelse Kommune og Sydsjællands & Lolland-Falsters Politi.
Handicapparkering på offentlige områder
Der er særlige generelle regler for handicapparkering på offentlige arealer.
Læs om reglerne på Danske Handicaporganisationers hjemmeside